Der er brug for en hverdagsbog om socialpædagogik
”Det kræver tid, anerkendelse og tillid at udvikle et menneske. Og det er dét, vi forsøger at praktisere på Skovgården – også i vores ledelse – og som vi lykkes godt med,”
siger Hanne Dalsgaard.
”Børnene er udfordrede, når de kommer til os. De har ofte svært ved at koncentrere sig og svært ved at aflæse andre, og de ved ikke altid hvilken betydning, de har for andre. Det viser vi dem. Som pædagoger og lærere skal vi se bag om deres adfærd. Vores mål er at udvikle mennesker – ikke at adfærdskorrigere! Der er en stor forskel. Og der mangler fortællinger som den her, der viser, når den socialpædagogiske indsats i hverdagen lykkes.”
Hvordan fejrer man egentlig fødselsdag og jul, når man bor på et børnehjem? Er der noget, der hedder ferie? Har man sit eget værelse? Og hvordan er det, når mor og far kommer på besøg?
Den 13. september er det 135 år siden, at børnehjemmet Skovgården begyndte at hjælpe udsatte børn og unge – og deres forældre. I den anledning udkommer jubilæumsbogen ”Om at danse med børn”, der giver indblik i hverdagen på Skovgården. Både nuværende og tidligere ansatte og elever fortæller om deres oplevelser på Skovgården – en af dem er Amanda Noer Christensen, der boede på børnehjemmet fra 2007-2012. I dag er hun 30 år, læser til sygeplejerske og lever et liv, hun ikke vidste var muligt.
”På Skovgården fik jeg mange gode ting med mig. Jeg er blevet meget mere selvsikker og selvstændig, og de har lært mig, at jeg godt kan en masse ting, jeg ikke troede, jeg kunne: Jeg troede ikke, jeg kunne gå i skole og tage en uddannelse, have et arbejde og at tage ud at rejse. Nu har jeg været i Nepal to gange og læser til sygeplejerske.”
Sådan fortæller 30-årige Amanda Noer Christensen om sine fem år på børnehjemmet Skovgården ved Fuglebjerg i jubilæumsbogen Om at danse med børn. Bogen zoomer ind på de seneste 35 års socialpædagogiske tilgang med bidrag fra ledelse, lærere, pædagoger samt filosoffen Ole Fogh Kirkeby, der superviserer ledelsen. Det handler både om den pædagogiske tilgang og om hverdagen; børnenes værelser, hverdagens struktur, at være omgivet af voksne, der lytter og bare er der, om at føle sig som en del af noget større og invitere sine forældre til grillaften på børnehjemmet – en aften, hvor alle hygger sig. Og den slags fortællinger er afgørende, mener forstander Hanne Dalsgaard, der desuden er formand for Foreningen af Danske Døgninstitutioner for Børn og Unge (FADD).
Tekst fra bogens bagside
Denne bog handler om de sidste 35 år af en 135årig jubilars historie; om Børne- og Ungehjemmet Skovgården, AKA Skole- og behandlingshjemmet Skovgården – fra 1990 til 2025.
Bogen er opdelt i en interview-del, hvor børn, forældre, medarbejdere, ledere og bestyrelsesformand forholder sig til Skovgården som ’børne-ungehjem med specialundervisningstilbud’; som et sted, hvor nogle børn bor og/eller går i skole, og hvor nogle voksne arbejder eller sidder i bestyrelsen.
Derudover bringes interviews med tre forskere, Ole Fogh Kirkeby, Inge Bryderup og Louise Klinge om deres respektive specialer; filosofi, socialpædagogik og skole/undervisning.
Bogen indeholder desuden en del, der handler om socialpædagogik i almindelighed og om de særlige kvaliteter ved Skovgårdens praksis i særdeleshed.
Spoiler alert: Hvis man sammenholder dét, som forskerne mener, der er godt for børn i udsatte positioner og deres familier med dét, som medarbejderne på Skovgården skriver og siger, at de gør – så er det præcist dét, børnene og deres forældre siger, at de får.
Som en 14årig pige siger det i et af interviewene: ”Det bedste ved at bo på Skovgården er, at ’de voksne kan lide én og at de hjælper én”.
Den resonante tilgang, der præger både samarbejdet og det socialpædagogiske arbejde kommer blandt andet til udtryk, som en kollektiv evne hos ledelse og medarbejdere til at fremstå ’afslappet nærværende’ i bestræbelsen på at undgå afmagt, og i stedet se bag om børns adfærd for at kunne give den kærlige omsorg.
Bogen henvender sig til fagfolk, embedsfolk, lægfolk, politikere og andre med interesse for udsatte børn og unge, deres familier og for, hvad områdets primæraktører, her i særlig grad Skovgårdens personale, kan gøre for at løfte, udvikle og skabe håb for de børn, der har allermest brug for det.